Hvor skal ladestationerne stå? Ford har svaret

17-04-2019

Når snakken falder på elbiler, går en af de hyppigste bekymringer på, om udbuddet og placeringen af ladestationer kan følge med det stigende elbilssalg. Ford har nu med big data fundet frem til de mest fordelagtige områder at placere de offentlige superladestationer i.

Fords datavidenskabelige team har udviklet en algoritme ud fra mere end en million kilometers kørselsdata – herunder især data om hvor biler kunne holde ind og parkere uden at skulle tage besværlige omveje.

Ud fra den omfattende undersøgelse foretaget i Storlondon konkluderer Ford, at man kan optimere elektrificerede bilers offentlige opladningsmuligheder betydeligt med et relativt lille antal af nye og strategisk placerede ladestationer, der har potentialet til at lette bytrafik og gøre byområder både renere og mindre larmende.

“Man kan gøre en reel forskel for fremtidens mobilitet i byområderne, hvis man er i stand til at analysere og anvende den enorme mængde indsamlede kørselsdata, der ligger tilgængelig,” forklarer John Scott, projektleder for Ford Mobilitys City Data Solutions. ”Hos Ford leverer vi intelligente køretøjer til en intelligent verden, herunder også elbiler der bidrager til en renere og mindre larmende verden. Men vi ser også på, hvordan vi kan anvende data til at fremme investeringer i den nødvendige infrastruktur, som fremtidens mobilitet afhænger af.”

Fords City Data Solutions

Som en del af Fords store City Data Solutions-rapport, der blev udsendt december sidste år, udstyrede Ford 160 varebiler med en særlig tripcomputer til indsamling af kørselsdata. Med de deltagende bilisters samtykke blev der over otte måneder indsamlet mere end 500 millioner datapunkter fra mere end 15.000 dages kørsel, som efterfølgende blev analyseret.

Ved hjælp af den analyserede data har Ford nu udpeget områder, hvor placeringen af ladestationer vil være mest nyttig og lettilgængelig for firmabiler, der eksempelvis leverer pakker. Selvom varebilerne i undersøgelsen ikke er elbiler, kan Ford bruge varebilernes kørselsdata til at vurdere adgangen til potentielle ladestationsplaceringer ud fra faktorer som kørerute og hvor og hvor længe bilerne holdt parkeret.

Resultaterne fra Fords nye undersøgelse forventes samtidig at kunne overføres til andre byer, hvis infrastruktur også vil kunne få gavn af kørselsdataen.

De offentlige superladestationer kan lade elektrificerede bilers batteri 80% op på 30-40 minutter. I dag kører mere end en million elbiler på de europæiske veje, og det anslås, at elbiler globalt vil udgøre størstedelen af nybilssalget og en tredjedel af firmabilssalget inden 2040. Alligevel er der store bekymringer om manglen på ladestationer.

Ford har tidligere afsløret, hvordan big data kan være med til at øge trafiksikkerheden ved at identificere områder med særlig risiko for trafikale vanskeligheder. Derudover har Ford netop afsløret en omfattende elektrificering ved Go Further 2019, som består af hele 16 elektrificerede nye bilmodeller, herunder to fuldelektriske biler – en Mustang-inspireret SUV og en 2-tons Transit.

Fords fuldelektriske biler vil blive understøttet af IONITY-samarbejdet, der inden 2020 vil anlægge 400 superladestationer over hele Europa, heraf syv i Danmark. Den første er allerede åbnet i Aabenraa, mens de resterende vil åbne i Nørager, Skanderborg, Fredericia, Nyborg, Vordingborg og Greve.

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Master Design1 - Danish

Nyheder og events

Se nyheder fra Master Design1 - Danish