Ford introducerer Guard Mode – systemet, der alarmerer dig ved indbrud
Ford introducerer sikkerhedsfunktionen Guard Mode til sine varebiler. Det nye system fungerer som en tyverialarm i FordPass Pro-appen.
I blandt andet Storbritannien viser en ny undersøgelse, at varebilsindbrud efterhånden er blevet så udbredt et problem, at det sker hvert 23. minut. I Danmark viste en lignende undersøgelse blandt Dansk Byggeris medlemsvirksomheder i 2019, at 4 ud af 10 i løbet af året havde oplevet indbrud og tyveri i deres varebiler. Her viste tallene også, at varebilstyveri i gennemsnit kostede en virksomhed omkring 17.000 kr. i selvrisiko, tabt arbejdsfortjeneste og forsinkelser hos kunderne.
Ford har i den forbindelse udviklet sikkerhedssystemet Guard Mode, der overvåger varebilen online og fungerer som en tyverialarm. I tilfælde af et sikkerhedsbrud får varebilens ejer nemlig direkte og øjeblikkelig besked via FordPass Pro-appen.
“Med tilføjelsen af Guard Mode i FordPass Pro holder vi vores erhvervsdrivende kunder et skridt foran indbrudstyvene. Og dette er blot starten: Da alle vores nye biler i dag er udstyret med modem, ser vi et stort potentiale i yderligere online sikkerhedsfunktioner, der sikrer kundernes forretning og holder dem godt kørende,” udtaler Mark Harvey, direktør for Enterprise Connectivity hos Ford Europa.
Guard Mode er den første Ford-feature, der vil kunne aktiveres gennem trådløse software-opdateringer. Den nye sikkerhedsfunktion introduceres både i FordPass Pro- og FordPass-appen og vil løbende blive rullet ud til både varebiler og personbiler.
Sådan fungerer Guard Mode
Guard Mode bliver en integreret del af FordPass Pro, som er Fords app målrettet til erhvervsdrivende.
Når Guard Mode aktiveres – som fx efter arbejdstid eller i weekenden – overvåger systemet varebilen ved hjælp af en række sensorer. Systemet registrerer, hvis eksempelvis varebilens døre eller motorhjelmen brydes op, eller hvis motoren startes.
I tilfælde af indbrud i bilen sender systemet via FordPass Connect-modemmet en notifikation til FordPass Pro-appen på ejerens smartphone med information om hvilken handling, der er blevet foretaget på bilen. Det indbyggede FordPass Connect-modem følger med som standardudstyr i de fleste af Fords varebiler.
Guard Mode sender også ejeren en notifikation, hvis varebilen låses op eller startes med en autoriseret bilnøgle. Dette udløser normalt ikke en bilalarm, men det kan være vigtig information for ejeren, da varebilen kan være tilgået med en kopieret bilnøgle.
Guard Mode kan også give indblik i, hvornår varebilen er blevet låst op, hvornår der er blevet registreret eventuelle sikkerhedsbrud samt varebilens sidst kendte placering.
Brugere af FordPass Pro vil i den næste version af Guard Mode kunne indstille tidspunkter for, hvornår featuren automatisk skal aktiveres. I den nuværende version af systemet skal brugeren tilkoble systemet manuelt via sin smartphone.
Ford er løbende i tæt dialog med både virksomheder og erhvervsdrivende for at finde frem til yderligere løsninger, der kan give Ford-ejere ro i sindet, når det kommer til tyverisikring.
Følg Ford på Mynewsdesk – Ford.dk – Facebook – Instagram – LinkedIn
Kontakt osSe flere nyhederFordPassFord Varebiler