Ford Fiesta Active - Fiesta med et strejf af SUV
- Fiesta Active kommer med typiske SUV-detaljer som kraftige, beskyttende plastpaneler på karrosseriet og praktiske tagrælinger
- Affjedringen er hævet, og undervognen er optimeret og tilpasset
- Med Drive Modes kan man indstille Fiesta Active optimalt efter forholdene – Normal, Eco og Slippery. De kraftige motorer inkluderer Fords 1-liters EcoBoost-benzinmotor
- Avancerede førerassistancesystemer hjælper til at forhindre uheld eller mindske effekten af uheld ved hjælp af sensorer, som scanner vejen 130 meter frem
- Det sofistikerede interiør med infotainmentsystemet SYNC 3 med touchscreen på op til 8”, B&O PLAY-lydanlæg og panoramasoltag byder på unikke Active-detaljer
- Modelprogrammet byder på de veludstyrede varianter Active I og Active II med bl.a. 17” alufælge som standard til priser fra 182.480 kr. inklusiv levering
Den nye Fiesta Active er det første medlem af Fords nye Active-familie, som er inspireret af de populære SUV'er – med solidt og kraftfuldt design, hævet undervogn, høj komfort og et omfattende udvalg af sofistikerede førerassistancesystemer. Fiesta Active bevarer de skarpe og dynamiske køreegenskaber fra den nye Fiesta og tilføjer et strejf af eventyr.
Fiesta Active er baseret på den femdørs udgave af den nye generation Fiesta, men den går i sin egen retning med et mere råt design og den højere siddeposition, som gør det nemmere at manøvrere i både bytrafikken og på de udfordrende veje, når asfalten slutter.
Det SUV-inspirerede eksteriør inkluderer detaljer som kraftige plastpaneler, unikke alufælge på 17” og tagrælinger til cykler eller sportsudstyr. Interiøret er kendetegnet ved særlige Active-detaljer, og lækre sportssæder. Det let manøvrérbare og talestyrede SYNC 3 infotainmentsystem er standard. Derudover fås Fiesta Active også med det fremragende B&O PLAY-lydanlæg som ekstraudstyr for at gøre eventyret komplet (standard på Active II).
Køreoplevelsen i den nye Fiesta Active er på en gang dynamisk og komfortabel, og med nye ”Drive Modes”-køreindstillinger kan man med et tryk på en knap tilpasse bilens karakteristik efter situationen og vejen – med valget mellem Normal, Eco og Slippery.
I Danmark introduceres den nye Fiesta Active med et stærkt modelprogram, som inkluderer hele tre udgaver af den prisvindende 1-liters EcoBoost-benzinmotor med tre cylindre – 100, 125 og 140 hk – og to udstyrsniveauer, Active I og Active II. Fælles for de tre udgaver af benzinmotoren er styrke og nøjsomhed, mens de to udstyrsniveauer kommer med masser af udstyr.
Priserne for den nye Fiesta Active starter ved 182.480 kr. inklusiv levering.
Inspireret af SUV'erne
”Kunderne elsker den alsidighed, de rå design-elementer og de inspirerende egenskaber SUV'erne leverer, og aldrig før har efterspørgslen været så stor. Det er præcis derfor, vi i den nye Fiesta Active har kombineret de kvaliteter med den nye Fiestas klasseledende køredynamik og avancerede. En crossover, som passer perfekt ind i vores kunders aktive tilværelse”, siger Roelant de Waard, Vicepræsident for marketing, salg og service hos Ford Europa.
Salget af SUV-modeller fra Ford steg med hele 24 procent i 2014, og tæt på hver 5. ny Ford solgt i Europa sidste år var en SUV – hjulpet på vej af det brede modelprogram med EcoSport, Kuga og Edge. Med den nye Fiesta Active udvider Ford udvalget af SUV’er, og senere i år får Active-familien to nye medlemmer, Focus Active med fem døre og som stationcar.
Den nye Fiesta Active giver en rå fortolkning af det elegante design på den nye Fiesta. Mørke paneler ”flyder” fra bunden af forkofangeren, over skærmkanterne, hen langs siden og ned i bunden af den bageste kofanger. Den mørktonede grill med unikt mønster er omkranset af en mørk ramme, og tågeforlygterne sidder i dynamiske C-formede lygtehuse.
Fiesta Active har 17” alufælge i et unikt design, som fås i farverne Rough Metal eller Absolute Black. Når det kommer til eksteriørfarver, har Fiesta Active fået et friskt pust: Lux Yellow, Ruby Red og Silver Fox er blandt de opsigtsvækkende muligheder. Afhængigt af karrosserifarve og variant kan taget vælges i kontrastfarven sort eller rød.
Materialerne i høj kvalitet kendes allerede fra den nye Fiesta, og det samme gør det intuitive layout. Læder på rattet, gearknoppen og håndbremsegrebet giver en overbevisende finish, og Fiesta Active har særlige satin-aluminium-overflader og indlæg i kontrastfarve, som går igen i de velformede sportssæder med justerbar lændestøtte. Et panoramasoltag fås også til den nye Fiesta Active og kan lukke naturen helt ind når du kører.
Ford har et eksklusivt samarbejde med B&O PLAY, og Fiesta Active kan leveres med det imponerende lydanlæg med 10 højttalere, inklusive en subwoofer, og en forstærker på 675 watt. B&O PLAY-lydanlægget er særligt tilpasset bilen for den helt optimale lydoplevelse under kørslen.
Som standard kommer Fiesta Active med de avancerede infotainment- og nødopkaldssystem SYNC 3, som gør, at man kan betjene lyd, navigation og en forbundet smartphone blot ved at bruge simple talekommandoer. Systemet med touchscreens op til 8” kan naturligvis også betjenes via tryk på skærmen, og systemet er kompatibelt med Apple CarPlay og Android Auto. Fords SYNC 3-system er et af markedets letteste systemer at betjene – og du kan med et enkelt tryk på en knap skifte mellem SYNC 3 og Apple CarPlay.
Fiesta Active rimer på den aktive livsstil
Ford Fiesta er kendt for at levere en køreoplevelse ud over det sædvanlige – dynamik og komfort i en optimal kombination, som ingen anden bil i miniklassen kan være med på. Med den nye Fiesta Active bevares de dyder, men krydres med en ny evne til også at mestre grusveje, skovveje og glat underlag.
I forhold til den almindelige Fiesta er undervognen hævet 18 mm, og sporvidden er øget med 10 mm. Det giver ikke kun forbedrede egenskaber på dårlige veje, men også et mere potent design og en højere siddeposition.
Ford har optimeret de forreste støddæmpere med en ny hydraulisk ”rebound stopper”, som udjævner stød og vrid, når dæmperne arbejder. Unik geometri i hjullejet, unik opsætning af fjedre og dæmpere samt ændringer af både styretøj og ESC-system giver højere komfort og samtidig mere reaktionsvillighed på forskellige underlag.
Fiesta Active kommer med tre Drive Modes-køreindstillinger:
Normal bruger standardopsætningen for ESC og antispind. Indstillingen byder på det bedste kompromis ved almindelig kørsel
Eco-indstillingen justerer motoren og speederresponsen for at hjælpe føreren til at spare på brændstoffet
Slippery (glat føre) justerer ESC og antispind-indstillingerne for bedst muligt greb på glatte overflader, fx sne og is. Hjulspind reduceres, også ved igangsætning, og Slippery-indstillingen giver også øget kontrol i sving eller ved vognbaneskift på glat underlag ved at levere små justeringer af speeder og bremser for at forhindre over- eller understyring.
Kraftige EcoBoost-motorer
Fords sofistikerede 1.0-liters EcoBoost-benzinmotor med tre cylindre kommer med klasseledende kraftudvikling og brændstoføkonomi, og motoren opfylder de nye, strenge Euro 6-emissionskrav. EcoBoost-motoren tilbydes i Danmark med 100, 125 og 140 hk, og den leverer CO2-udledning fra 113 g/km og et brændstofforbrug på op til 20 km/l i kombination med Fords nye seks-trins manuelle gearkasse.
Den avancerede benzinmotor med turbolader har teknologier, som hæver køreglæden og sænker omkostningerne, bl.a. højtryks-indsprøjtningssystem, dobbelt uafhængig variabel ventilstyring og en innovativ krumtap, som giver en usædvanlig balance for en trecylindret motor.
Alle udgaver af Fiesta Active har start-stop-system og aktivt jalousisystem, som automatisk lukker af for luft til for grillen, når køleren ikke har brug for luftstrømmen – en funktion, som reducerer vindmodstanden og forbedrer brændstofforbruget.
To veludstyrede udgaver af Fiesta Active
Den nye Fiesta Active lanceres hos de danske Ford-forhandlere i to veludstyrede versioner: Active I og Active II. EcoBoost-benzinmotoren i udgaven med 100 hk fås i Active I-udstyrsniveauet, mens udgaverne med 125 og 140 hk kan bestilles som enten Active I eller Active II.
Standardudstyret er omfattende på begge niveauer, og allerede på Active I-niveau leveres den nye Fiesta Active med 17” alufælge (Rough Metal), læder på rat, gearknop og håndbremsegreb, SYNC 3-infotainmentsystemet med 6,5” touchscreen, opvarmet forrude, varme i forsæderne, tågeforlygter, aircondition og sportssæder. Priserne for Fiesta Active I starter ved 182.480 kr. inklusiv levering
Active II byder på 17” alufælge (Magnetic), LED-kørelys, LED-baglygter, mørk loftsbeklædning, B&O PLAY-lydanlæg, fartpilot med fartbegrænser, regnsensor, automatisk nedblændeligt bakspejl, fjernlysassistent og vejskiltegenkendelse. Priserne for Fiesta Active II starter ved 191.880 kr. inklusiv levering, og topmodellen Fiesta Active II med 140 hk fås fra kun 203.980 kr.
Den nye Fiesta har opnået et resultat på 5 stjerner hos Euro NCAP – så du kan være sikker på, at du altid sætter dig bag rattet i en sikker bil.
I den nye Fiesta Active fås også et væld af aktive førerassistancesystemer, som blev introduceret med den helt nye Fiesta i 2017. De avancerede sikkerhedssystemer, baseret på kamera-, radar- og ultralydsteknologi overvåger bilens omgivelser og vejen foran op til 130 meter frem.
Pre-Collision Assist med fodgængergenkendelse er i stand til at registrere mennesker på vejen eller i vejsiden. Systemet fungerer også om natten takket være forlygterne. Andre aktive sikkerhedssystemer tæller adaptiv fartpilot, justerbar fartbegrænser, BLIS (blind vinkel-advarselssystem), Cross Traffic Alert, førerovervågning, Lane Keeping Aid, Lane Keeping Alert og kollisionsadvarsel, som hjælper med at holde føreren opmærksom under kørslen.
Der er rig mulgihed for at personliggøre din Fiesta Active med ekstraudstyr der blandt andet omfatter det store panoramasoltag til 10.730 kr., fuld-LED-forlygter fra 5.120 kr. og audiopakker med 8” touchscreen fra kun 1.260 kr.
Ford Fiesta Active er allerede tilgængelig i Danmark.
Foto og mere information findes på Ford Danmark pressecenter: http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/ford-motor-company