Ford vil sikre cyklisterne i trafikken

04-06-2018

Ford har netop lanceret trafiksikkerhedskampagnen, ”Share The Road, med det formål at forbedre trafiksikkerheden og forståelsen mellem cyklister og bilister. Ford har udviklet et Virtual Reality-koncept kaldet ”WheelSwap”, der sætter cyklister bag rattet og omvendt, for at de to grupper opnår en gensidig forståelse.

I takt med at flere mennesker vælger at hoppe op på cyklen, opstår der samtidig flere konflikter mellem bilister og cyklister i storbyer på tværs af hele Europa. Mange steder kan infrastrukturen, der skal holde trafikkens forskellige brugere adskilt, ikke følge med det stigende antal cyklister. Derfor har Ford lanceret en ny kampagne med navnet ”Share The Road”. 

Share The Road” skal være med til at øge sikkerheden i trafikken og skabe harmoni mellem de forskellige grupper af trafikanter – og understreger samtidig Fords holdning om, at hvis cyklister kan køre sikkert – især i byerne – gavner det alle trafikanter. 



Ford har derfor udviklet den banebrydende Virtual Reality-oplevelse ”WheelSwap”, der gør det muligt for cyklister og bilister at bytte plads med hinanden. Her får de mulighed for at opleve, hvordan hensynsløs kørsel i både bil og på cykel kan føre til farlige og potentielt livsfarlige situationer for deres medtrafikanter. 

”Som en der ofte kører på både to og fire hjul, har jeg oplevet mange af de frustrationer, som både cyklister og bilister støder på ude på vejene,” fortæller Steven Armstrong, President and CEO, Ford of Europe, Middle East & Africa. ”Ved at Ford tilbyder mange forskellige former for transport kan vi være med til at gøre vores byer mere sikre og lettere at bevæge sig rundt i, både nu og i fremtiden.” 

Fords strategi for mobilitet – det vil sige, den måde vi bevæger os rundt på - er at tilbyde et stort sortiment af produkter og tjenester, der gør det nemmere for os at bevæge os rundt til daglig – hvad end det er på gåben, på cykel, i bil eller ved offentlig transport. Det sker blandt andet gennem projekter som bil- og cykeldeling og Chariot-pendlerbusser, der kan nå ud til byboere, der ikke har adgang til offentlig transport. 

Derudover har Ford udviklet ”Smarte Bænke”, der hjælper fodgængere på farten med opladning af deres mobil og gratis Wi-Fi adgang. 


Byt plads med dine medtrafikanter

”WheelSwap” gør det muligt for bilister at opleve trafikken fra cyklistens synspunkt. De ser hvor skræmmende det kan være, når bilister kører for tæt, drejer uden at bruge blinklyset og åbner døren uden at se sig for. Er man cyklist, kan man opleve, hvordan det for bilister er, når cyklister kører over for rødt, cykler modsat køreretningen på ensrettede veje og foretager uventede sving over gaden. 

Mere end 1200 personer fra fem europæiske lande deltog i den indledende undersøgelse af kampagnen. 71 procent af dem, der testede ”WheelSwap” viste efterfølgende større empati for deres medtrafikanter, sammenlignet med de, der ikke testede Virtual Reality-konceptet. 91 procent vil ændre deres vaner i trafikken. Blot to uger efter at deltagerne havde testet ”WheelSwap” havde hele 60 procent ændret adfærd i den daglige trafik. 

”Den mest effektive måde at sætte sig i en andens sted, er ved at se verden gennem deres ”briller” – eller i det her tilfælde – forrude,” udtaler Lene Dahlquist, Pressechef, Ford Danmark. ”Empati er en virkelig stærk følelse til ændring af adfærd. Og så er det værd at huske på, at alle trafikanter er som du og jeg – og at alle mennesker oplever situationer forskelligt. Vi har jo alle sammen nogen, der venter derhjemme.”

Ford løftede i april sløret for den hel nye Ford Focus med teknologi, der kan opdage cyklister foran og omkring bilen, eller cyklister, der muligvis vil krydse vejen. Pre-Collision Assist hedder teknologien, der både har fodgænger- og cyklistgenkendelse. Registrerer systemet en fodgænger eller cyklist i bilens nærhed bremser systemet automatisk bilen, hvis systemet registrerer en potentiel kollision og bilisten ikke reagerer på advarsler.


Foto og mere information findes på Ford Danmark pressecenter: http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/ford-motor-company

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Master Design1 - Danish

Nyheder og events

Se nyheder fra Master Design1 - Danish